Holbæk Havn
Havnen har altid været Holbæks ubestridte midtpunkt. Gennem mere end 600 år var den byens vigtigste næringsvej med fiskeri, fragt og bådebyggeri.
Det var omkring havnen, at byen voksede frem, og det har i mange år været byens største arbejdsplads.
Sådan er det ikke længere. Den gamle industrihavn er væk, fjordfiskeriet er forsvundet som erhverv, og skibsværftet er nedlagt, men der er stadig masser af liv på havnefronten, hvor industrihavnen er blevet forvandlet til en ny spændende bydel med masser af lejligheder.
Der er stadig gang i beddingerne, der trækker skibene på land til reparation. Den gamle havn er fyldt med smukke træskibe, der er under kærlig behandling af de maritime håndværkere, og de mange høje master og duften af tjære skaber en skøn nostalgisk stemning.
I de små røde huse på havnen mødes de gamle fiskere, og det tidligere skibsværft er i dag en produktionsskole for unge, der blandt andet driver Værftscaféen og den 28 meter lange galease Hjalm, der sejler med både skoleelever, turister og virksomheder.
På samme måde trækker Holbæk Fjordtårn også tråde tilbage i historien. Tidligere stod der nemlig en stor DLG-silo på grunden på havnefronten, hvor Holbæk Fjordtårn er opført i dag – og den gamle silo havde samme form og farver som havnens nye vartegn.
Vidste du, at?
Holbæk Havn spiller også en rolle i den danske filmklassiker Færgekroen fra 1956 med Dirch Passer og Ove Sprogø, hvor en bil kører direkte i havnen.